LANDØY

01

Majnat.
Det er nat så vide over vei og vang, det er stilt i veiret; men dog er det klang som fra månestrålers fineste strenge.
Hvor underligt at sidde så ene og forladt….Gad vidst, om det ei er slig majlys en nat alverne danser over enge?
Det er nat så vide over vei og vang. Jeg hører der bæve gjennem luften en sang, men tonerne kan jeg ikke finde.Det er drømme, som kommer, og drømme, som går, drømme fra ivinter og drømme fra ivår og vemod, som vugger mig isinde.
Og vemod, som vugger sig så vide over land, vemod indtil verdens den yderste rand, og længsler, som flokkes og trænges.
Det hulker i skoge, og det græder i krat…Å gud, hvor det er tungt slig majlys en nat at sidde her så ensom og længes! 
Vilhelm Krag – Digte (1891)

02

Det hendte rett som var at han feilberegnet vinden, og da stod de og speidet på toppene, alle som en, elevene.
I blytungt vadmelstøy under den tredje regnbøya.

03

Og mens roen senket seg i klasserommet, unnet lærer Fuglevik seg en aldri så liten dupp ved kateteret.
Turen over hadde vært stri i dag, og merkene etter strie åretak svei fremdeles i nevene.

04

Det ligger to svære stein ved vannkanten. Der fortøyde han sjekta og spaserte deretter den siste biten opp til skolehuset – klar for enda en dag bak kateteret.